De nære relationer er blevet globaliseret

I mit liv var det engang sådan at venner og familie var nogle som jeg så ofte, og som typisk boede tæt på. Arbejdskollegaerne så jeg hver eneste dag på kontoret. sådan er det ikke længere.

Mine nære relationer er blevet udsat for globalisering. Teenage søn er på skoleophold i Seattle,USA, og efter hans begejstring at dømme,
er dette kun hans første udlandsophold. Min bror sejler rundt ved Angolas kyst i et olie supply skib, og hans kæreste, som er opvosket i England og Australien, bor i Colorado, USA. Tiden må vise hvor de slår sig ned. En god ven bor og arbejder i Kina, og har verden som sin arbejdsplads. Arbejdskollegaerne Sandeep og Oleg sidder bag hver deres computer i Indien og Ukraine.

Det er den fagre nye verden med mange muligheder, masse af nye indtryk og kontakter og venskaber på tværs af kulturer og verdensdele.

Heldigvis er ingen af de kære længere bort end på smartphonen, som jeg altid bærer i lomme eller på på den bærbare computer som altid står tændt. Skype, WhatsApp, Messenger, facebook, mail, ja der er masser af muligheder for at holde kontakten. Det er nemt lige at sende en lille hilsen, chatte eller sågar tale sammen. Uden besvær kan man følge og deltage i hinandens liv.

En udfordring er tidzoner. Af og til løber man sur i, hvornår dem i den anden ende har arbejdstid, sovetid eller fritid. Dansk aftentid og tid til hyggesludren, er meget sen aftentid i Indien, nat i Kina, og skoletid i Seattle, men det vænner man sig til.

I gode tider er det praktisk, rart og hyggeligt, og det føles trygt at det er nemt at komme i kontakt.  Men når sønnen har hjemve, eller netop har overværet et voldligt overfald, vennen er midt i en hård skilsmisse eller der er oversvømmelse i Indien, og kontakten pludselig er begrænset til, hvad man kan læse i medierne, bliver man med eet meget bevidst om, at der er tusinder kilometers afstand.

Muligvis er der blot brug for et par trøstende ord, som alle de smarte teknologiske redskaber heldigvis kan hjælpe en på vej med. Men knuset, man gerne ville give eller den hjælpende hånd i en svær situation, kan man ikke komme af med. Hvis man er i den uheldige situation selv at have brug for et trøstende ord, et knus, eller føler sig lidt alene, opleves afstanden reel og næsten ubærlig.

Det er noget af en overvindelse at skulle skrive til een på den modsatte side af jorden, og sige at man har brug for lidt trøst og støtte, når man ved, at modtageren vil føle sig magtesløs pga afstanden.

Heldigvis er det ikke alle de nære relationer, som er globaliseret. Veninden, som bor 4 huse væk, kan nemt overtales til en fælles hundelufter tur. Og den gamle nabo på 89, har altid døren åben, og sætter stor pris på at man lige dumper ind og høre, hvordan det går.
Den ugentlige tur i svømmehallen med 2 veninder med efterfølgende the og 'orden verdenssituation'- snak er højt skattet.
 
Behøver vel næsten ikke at fortælle, at mens jeg skriver dette, sidder yngste søn på 13 år foran sin Xbox og spiller online krigsspil med en fremmed dreng. De hygger sig, griner. De taler engelsk sammen og drengen hedder Kieran. Når jeg spørger til hvor drengen kommer fra, ser sønnen undrende og overbærende på mig, for det synes han overhovedet ikke er interessant.
Globaliseringen af de nære relationer er vist kommet for at blive.

http://www.fri.dk/personlig-udvikling/de-danske-verdensborgere

Nu også mobil blogging!

At forsøge at skrive noget fornuftigt på et lille bitte tastatur på min smartphone er en udfordning. Ikke nok at man skal finde på noget interssant at skrive om, men bare det at ramme de rette taster er nærmest et projekt i sig selv.

Men det må prøves.

Nu har jeg tænkt mig at begynde at blogge igen. Kan ikke love at det bliver andet end ventil-blogging.

Det sværeste - at miste en man holder af

William Penn - More fruits of solitude:

Døden er blot at flytte et andet sted hen, som venner kan skilles af havet; de lever stadig i hinanden. For dem, man elsker, er altid til stede, de lever i det allestedsnærværende. I dette guddommelige spejl står de ansigt til ansigt; og deres samtale er både fri og ren. Dette er glæden ved venner: at selv om de kan siges at dø, er deres venskab og selskab på bedste vis evigt til stede, fordi det er udødeligt.

Den anden hånd af Chris Cleave

"Den anden hånd" skulle slet ikke have været med hjem fra bibliotek. Godt nok havde jeg bestilt den, havde åbentbart ventet lang tid på den, men fuldstændig glemt hvorfor. Kunne se, at der var 26 i køen efter mig. Hjemmefra havde jeg bestemt mig til blot at låne den og så aflevere den igen, så en anden kunne få den.

Netop nu hvor jeg er kommet godt igang med Dantes "Den gudsommelige Komedie", skulle jeg ikke risikere at blive fanget ind af en anden bog. Men med hjem kom den, på trods af den lidt deprimerende tekst på bagsiden, som fortæller, at den handler om en ung nigeriansk pige Lille Bi, som er illegal flytgning i England.

Det som jeg frygtede skete, midt på en regnvåd maj eftermiddag, jeg skulle vælge mellem "Den guddommelige komedie" og "Den anden hånd", og jeg valgte 'forkert'.

Tre timer senere var "Den anden hånd" slugt i en stor grådig mundfuld, men hvilken mundfuld. Den ramte lige ned midt i min 'politisk' korrekte sjæl, hvor jeg forbander mit land for at tage sig så dårligt af fremmede i nød, som står på vores dørtærskel, og hvor jeg selv skammer mig over, at jeg heller ikke gør noget, for at protestere eller ændre tingenes tilstand. En spændende handling og en vidunderlig stærk hovedperson Lille Bi.

Bogen var ikke lige til at slippe igen. Jeg googlede lidt, og rigtig mange var også begejstret for bogen. Men Johanne Mygins anmeldelse i Information, Den afrikanske babysæl, fik mig tilbage på jorden igen.

Hun skriver blandt andet
"Men bogen når ikke sit mål, fordi Lille Bi netop ikke er et menneske, men en afrikansk engel med bedrøvede sandheder om verdens tilstand gemt i sit alt for store hjerte. Og man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om bogens store succes skyldes, at vi gerne vil købe bøger, som lader os føle skyld og skam over den gældende verdensorden, så længe historien er elementært spændende, og den afrikanske hovedperson er lige så nuttet og uangribelig som en babysæl."

Igen blev jeg ramt, for det er jo også rigtigt. Historien er vildt spændende, en rørende nuttet hovedperson, som overhovedet ikke er troværdig.

Ja, en fælde for en hver skribent, at forsøge at skrive sig ind i en anden person i en anden kultur, hvor det ender med en nuttet 'afrikansk babysæl'. Og også en fælde jeg faldt i, som læser.

Undskyld Edward Said! Det burde ikke ske efter, at jeg har læst Orientalism, der beskriver Vestens stereotype forståelse af den islamiske verden. Og ak ja, også den stereotype opfattelse af afrikanere, som stakkels sultne børn med fluer i øjnene.

Johanne slutter sin artikel med at længes efter at flere afrikanske forfattere.forfattere, hun nævner bla. den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie, som jeg straks har bestilt et par bøger af på http://www.bibliotek.dk/. :-)

Et nyt år er startet - og hvorfor blogger jeg egentligt?

Et nyt år er startet. 2010. Et perfekt tidspunkt til at reflektere over dette og hint. Jeg læste forleden min gode blog-ven tosommerfugles blogindlæg om hvorfor han blogger. Og hans overvejelser giver jo god mening.

Det fik mine tanker på gled. Hvad er egentlig meningen med at blogge for mig? Hm.. Min blog har nok lidt præg af det dagbogs agtige... Og det er vel egentligt ikke så fedt? Blogger jeg for at få læsere, egentligt heller ikke. For at iscenesætte mig selv? Måske, men så er resultatet vel nærmest lidt ynkeligt og 'Nynne'-agtigt, når jeg kigger ned over de ikke særlig mange blog indlæg, hvoraf nogle egentligt har et ret privat skær.

Er det nok, at jeg synes, det er sjovt at skrive? Men hvorfor er det lige, at jeg synes, jeg skal skrive således at alverden potentielt kan læse med? Ja, det vil jeg bruge det nye år til at tænke lidt over.

Imens kan jeg lige 'udstille' det billede, jeg er gladest for at have produceret i året, der er gået :-)

Jeg ville jo gerne male stærkt, provokerende, iøjefaldende. Var overbevist om, at jeg ville male sort, depressivt, melankolsk. Men det vil ikke komme ud af min malerpensel. Så jeg må nøjes med glade 'sofa-stykker'.

Ak, så blev vi ramt

Hvor er det nemt at ironisere over influenzaen, når det blot er noget, man læser om i avisen, og synes, at visse (alle?) medier, er gået i selvsving.

Ja lige indtil sønnen er ramt, og ligger feberhed og døsig i sin seng. Man opdager, at man haft vendt det døve øre til. Hvordan var det nu? Skulle man ringe til lægen? Og man måtte vist ikke gå til lægen? Skulle man ikke holde særlig øje med besværet vejrtrækning?

Det blev en lang nat. Måtte lige lytte til vejrtrækningen. Han sov tung, men roligt. Badet i sved.

Puha, nu er det værste vist ovre. Han har igen kastet sig over sin computer, og chatter løs med vennerne om, hvilken krig, de skal deltage i, i et af deres mange spil.

Ja, jeg faldt vist i mediernes fælde igen. Alle katastrofe scenarierne bed på. Men nu er det værst vist ovre.

Svineinfluenza

Stakkels grisling!